Indstil en kontakt til kontogendannelse for din Apple‑konto
En kontakt til kontogendannelse kan hjælpe dig med at få adgang til din konto igen, selvom du har glemt adgangskoden til din Apple-konto eller koden til din enhed. Få mere at vide om, hvordan du konfigurerer en kontakt til gendannelse på din iPhone, iPad eller Mac.
Hvad er en kontakt til kontogendannelse?
En kontakt til kontogendannelse er en person, der kan bekræfte din identitet og hjælpe dig med at få adgang til din Apple-konto igen. Under processen til kontogendannelse kan personen få en gendannelseskode til dig. Når du indtaster denne gendannelseskode, kan du nulstille adgangskoden til din Apple-konto.
Dine kontakter til kontogendannelse får ikke adgang til din konto. De kan blot give dig en kode. Af hensyn til dit privatliv ved Apple ikke, hvem dine kontakter til kontogendannelse er. Det er vigtigt, at du husker, hvem dine kontakter til kontogendannelse er.
Hvis du ikke har en kontakt til kontogendannelse, kan du stadig gennemgå hele processen for kontogendannelse. Det kan tage længere tid, hvis du ikke har en kontakt til kontogendannelse, der kan hjælpe.
Før du indstiller en kontakt til kontogendannelse
Din kontakt til kontogendannelse skal være en person, du kender og har tillid til, f.eks. et familiemedlem eller en nær ven. Du kan vælge op til fem kontakter til kontogendannelse for din konto. Du skal muligvis gøre nogle ting, før du kan tilføje en kontakt til kontogendannelse:
Opdater din iPhone, iPad eller Mac til den nyeste software. Alle dine Apple-enheder skal køre iOS 15, iPadOS 15 eller macOS Monterey 12 eller nyere versioner. Du bliver muligvis bedt om at fjerne enheder med ældre software fra din konto, som du ikke bruger.
Din kontakt til kontogendannelse skal have en Apple-enhed, der kører iOS 15, iPadOS 15 eller macOS Monterey 12 eller nyere.
Du og din kontakt til gendannelse skal have iMessage slået til.
Du og din kontakt til kontogendannelse skal være over 13 år (alder varierer efter land eller område).
Hvis du bliver bedt om det, skal du slå tofaktorgodkendelse til for din Apple-konto. De fleste konti bruger allerede tofaktorgodkendelse.
Indstil en kontakt til kontogendannelse
Du kan tilføje en kontakt til kontogendannelse på din iPhone, iPad eller Mac.
På iPhone eller iPad
Gå til Indstillinger, og tryk derefter på [dit navn].
Tryk på Login og sikkerhed, og tryk derefter på Gendannelseskontakter.

Tryk på Tilføj gendannelseskontakt, og følg derefter trinene på skærmen.
Vælg en af de anbefalede kontakter. Eller tryk på Vælg en anden for at tilføje en anden person.

Hvis du vælger en person i din gruppe med Familiedeling, tilføjes vedkommende automatisk. Hvis du vælger en anden person, skal vedkommende acceptere invitationen i appen Beskeder.
Når din anmodning er accepteret, vises en meddelelse om, at vedkommende er blevet tilføjet som din kontakt til kontogendannelse.
Hvis din ven eller dit familiemedlem afviser eller fjerner sig selv som din kontakt til kontogendannelse, modtager du en notifikation. Du kan vælge en ny kontakt til kontogendannelse.
På din Mac
Fra Apple-menuen skal du vælge Systemindstillinger og derefter klikke på [dit navn].
Klik på Log ind og sikkerhed, og klik derefter på Gendannelseskontakter.

Klik på Tilføj gendannelseskontakt, og følg derefter trinene på skærmen.
Vælg en af de anbefalede kontakter. Eller du kan klikke på Vælg en anden for at tilføje en anden person. Klik derefter på Fortsæt.

Hvis du vælger en person i din gruppe med Familiedeling, tilføjes vedkommende automatisk. Hvis du vælger en anden person, skal vedkommende acceptere invitationen i appen Beskeder.
Når din anmodning er accepteret, vises en meddelelse om, at vedkommende er blevet tilføjet som din kontakt til kontogendannelse.
Hvis din ven eller dit familiemedlem afviser eller fjerner sig selv som din kontakt til kontogendannelse, modtager du en notifikation. Du kan vælge en ny kontakt til kontogendannelse.
Sådan får du en gendannelseskode fra din kontakt til kontogendannelse
Hvis du glemmer adgangskoden til din Apple-konto og ikke kan nulstille den, skal du starte processen til kontogendannelse.
Når du har bekræftet nogle oplysninger til kontogendannelse, skal du kontakte din kontakt til kontogendannelse personligt eller over telefonen.
Din kontakt til kontogendannelse kan derefter få en sekscifret gendannelseskode til dig. Når du har indtastet koden på din egen enhed, kan du nulstille adgangskoden til din Apple-konto.